torsdag den 10. januar 2019

En god bilist hvad er det?

Jeg sad forleden med en elev i skolevognen, som ikke kunne forstå jeg ikke mente han var klar til køreprøve for som han sagde "Jeg er da god til at køre bil". Og ja det er han, men jeg måtte så forklare ham, at der er forskel på at være god til at køre bilen og være en god bilist.

Langt de fleste elever skal bruge en del energi på at betjene bilen i begyndelse, og det er helt naturligt og jeg vil hellere at de lige når at tænke og får tingene gjort i rigtig rækkefølge end de japper rundt i det og laver en masse fejl. Når de så er blevet bedre til det, mener en del at nu er de da klar til køreprøve, for de kan jo flytte bilen fra A til B. MEN her kommer det med den gode bilist ind i billedet.

For mig er en god bilist en der tænker på hvor nemt de kan gøre trafikken for de andre bilister. En god bilist får afviklet trafikken og tager hensyn til sine medtrafikanter.

En god bilist kommer ind i en svingbane hvor den starter og sørger for at få hele bilen med ind i banen ved at placere sig så langt til hhv. højre eller venstre i banen alt efter hvilken side det er til. En god bilist venter, hvis det er muligt, med at tage farten af til man er kommet ind i svingbanen.
Det er vildt irriterende at køre bagved en, der bruger samtlige af svingbanens meter til at placere sig og måske endda ikke engang får hele bilen med ind i banen, men kører i to vognbaner. Det er også irriterende at køre bagved en der bremser længe inden svingbanen for derefter at køre langsomt hele vejen op til krydset. Ofte har svingbanen en længde der er ganske fin til at man kan vente med at bremse til man er kommet ind i banen; selvfølgelig afhængig af om der er andre i banen.
Dette er kun et eksempel og der er mange men lige netop det med svingbaner er åbenbart svært at få korrekt.

Mange bilister, og det gælder desværre ikke kun de unge nye, tænker kun på sig selv og ikke på trafikken som helhed. Når den generelle holdning i samfundet er "skide være med de andre det er kun mig der tæller for jeg er universets midtpunkt" så er det nok lidt op ad bakke at får en mere solidarisk holdning i trafikken, men det er da forsøget værd.

Jo mere hensyn og hjælpsomhed man udviser i trafikken des bedre bliver ens egen fremkommelighed i trafikken.

Hensyn og hjælpsomhed er ikke at sidde en evighed og vente på der bliver fri bane i hele synsvinklen, men derimod at få afviklet trafikken så godt og korrekt som overhovedet muligt. Få vurderet de andre trafikanter og reageret på deres tegngivning m.m.

En god bilist får læst trafikken og ageret så den flyder bedst muligt som helhed.

Ja jeg skyder på alle de curlingbørn der nu er så gamle at de også må få kørekort - og på deres forældre.
Det er den unge der mener forældrene skal køre dem den lille km der er til teoriundervisning (jeps det har jeg haft), Den forælder der bare gør det. Den unge der ikke slev kan tage ansvar og den forælder der fratager den unge ansvaret. Ikke så længe siden jeg sagde til en mor i telefonen, at hvis hun mente hendes søn var gammel nok til at få kørekort, ja så var han nok også gammel nok til selv at aftale køretider.
Heldigvis er der rigtig mange fornuftige unge mennesker, men der bliver flere og flere selvcentrerede unge der mener hele verden drejer rundt om dem.

Kør pænt og pas på hinanden