mandag den 18. juni 2018

Afstand til forankørende





Hvad er egentlig den korrekte afstand til forankørende? 


I færdselsloven står der: "paragraf 15 Stk. 3. Afstanden til foran kørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes." I køreskolerne lærer eleverne at de skal holde 2 sekunders afstand på tør vej og lidt mere på våd eller glat vej. Egentlig lidt forkert at snakke om afstand i tid i stedet for meter. Så tænker ikke jeg er den eneste kørelærer der også underviser i at det passer med det halve af det man kører målt i meter; altså med hastighed 80 km/t så 40 m. afstand til forankørende, 50 km/t så 25 m. afstand. På tør vej. Længere på våd og/eller glat vej. Lige den detalje med ekstra afstand på våd vej, er der ret mange der glemmer. Det betyder faktisk ret meget for bremseafstanden når vejgrebet er nedsat.

Afstanden til forankørende skal ikke kun baseres på om man kan nå at reagere hvis denne bremser, for det kan man egentlig ofte med en kortere afstand end beskrevet, men mere på om du kan nå at reagere hvis forankørende pludselig kører udenom om noget du først kan se når denne er kørt udenom. Det kan f.eks. være et hul der måske kan gøre skade på bilen. Eller hvis forankørende rammer et dyr, der bliver liggende på vejen du skal udenom eller nå at bremse for.
Det er situationer man meget sjældent kommer ud for, men det kan ske og det er den sikkerhedsmargin man hele tiden bør køre efter. For tæt kørsel går godt 999 gange ud af 1000 måske endda oftere, men selvom DU kan styre afstanden og nå at reagere, kan du ikke styre hvad de andre gør, og det kan gå ud over dig. Uanset hvad, så er det ALTID bedst at undgå buler og skader.

For nye bilister der ikke endnu har opbygget rutine og automatik i bilkørsel er det vigtigere med en større afstand fordi de skal nå at tænke først. Os der har kørt bil i længere tid og ikke mere skal tænke over hvordan vi betjener bilen kan bedre køre med den beskrevne afstand.
Jeg sammenligner ofte med det at køre på cykel. Når du først har lært at cykle tænker du ikke længere over hvordan du bruger pedalerne og holder balancen; det samme gælder med bilkørsel. Når du først kan så kan du, og det giver mere overskud til at læse trafikken du færdes i.
En ny bilist kan også lettere tage fejl af gear og kommer den forankørende til at sætte ned i gear i stedet for op, ja så er du som bagvedkørende lige pludselig meget meget tæt på. Selvom kørelærerne gør deres aller bedste for at lære de nye bilister at skifter gear rigtigt, kan de ret nemt lave fejl når de kommer på egen hånd.

Pas på jer selv og hinanden :-)


Billedet til indlæget er taget fra dette års Le Mans og er naturligvis ikke et umiddelbart billede af trafiksituationen i den "virkelige Verden". Det er sakset fra sport.tv2.dk/motorsport.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar