lørdag den 8. december 2018

Julefrokosttid

Glædelig julefrokosttid :-)

Ja det er vel næsten en tradition med moralprædiken omkring spritkørsel her ved juletid. Det vil jeg nu ikke bruge krudt på, selvom jeg selvfølgelig på ingen måde kan acceptere spirituskørsel.

Det der egentlig undrer mig er, at det også næsten er en tradition at man ved juletid åbenbart ikke har samme respekt for det at køre i spirituspåvirket tilstand, som man har resten af året. Hvordan kan det være at det generelle antal af spritbilister er faldet meget gennem de sidste år, men ved juletid er den stadig høj. Er det fordi man tænker at alle de andre jo også er påvirkede, så hvis alle slingrer lige meget går det op alligevel??
Er det fordi man generelt bare ikke rigtig bruger indersiden af hovedet i december? Sparer hele året og tænker på at undgå madspild og alt muligt, men til jul sidder pengene lidt løsere. Jeg er ikke spor bedre selv, for jeg gør det også, men derfor kan det jo godt undre at man har det sådan. Har man holdt igen hele året og så skal de sidste "reserver" lige bruges inden det nye år?

Det med at der bruges flere penge og smides mere mad ud, skader ikke direkte andre (og ja ved godt nogen mangler mad og det er absolut et problem der skal tages alvorligt).
Kører du bil i påvirket tilstand uanset om det er alkohol eller stoffer er risikoen for at skade andre væsentlig større end "almindelig" bilkørsel. Det er den helt store forskel fra penge- og madspild.

Det er ikke kun alkohol der er en farlig faktor ved at køre hjem fra julefrokost. Det er muligt du ikke har drukket en dråbe alkohol og er helt ædru når du kører hjem, men træthed kan spille en faktor. Lad være med at køre hvis du er træt. Kom hjem på anden vis eller tag lige en powernap inden du kører videre. Juletid er traditionelt mere stressende en resten af året både på arbejde med ting der skal gøre op og afsluttes, men også med ræs rundt til venner og familie samt ungerne der skal til alle mulige julearrangementer. Det er skønt og hyggeligt, men sætter lidt pres på kroppen, og når du så efter en hyggelig og måske lang aften sætter dig i bilen på vej hjem, ja så kan trætheden god overmande dig.

Jeg vil anbefale at du bliver hentet fra julefrokost uanset om du drikker alkohol eller ej.

Glædelig jul og kør forsigtigt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar