mandag den 24. september 2018

Årets Børnecyklist

Hørte i sidste uge at Cyklistforbundet havde kåret Årets Børnecyklist (se link nederst). Hørte senere et interview med pigen selv, og sikke en sød lille historie.
Til de der ikke lige har hørt om dette, kan jeg sige at det er en pige fra 4.klasse, der hver dag cykler 7 km i skole og på vejen samler hun en lille flok medelever op og de følges til skole.

Der er helt sikkert rigtig mange børn der cykler i skole, men tendensen til at flere og flere køres er stor. Børnene her kan være rigtig gode eksempler for andre skolebørn, der måske har lidt mere end 1 km i skole. Selvfølgelig kan det blive lidt mere træls her til efterår og vinter med blæst, regn, frost og sne, men med den rette planlægning, kan de sagtens fortsætte med at cykle, også til vinter. Dog ville jeg selv foretrække at tage bussen i de kolde og mørke måneder.

I min tid som skolelærer kan jeg godt huske "Alle Børn Cykler" kampagnen og børnene gik rigtig meget op i det - de kunne jo vinde noget. Og selvom jeg ikke umiddelbart synes alt skal gøres til en konkurrence, kunne det måske være en ide at sætte et eller andet i udsigt for barnet, for at få det til at fortsætte med at cykle i skole. Den der med "Det er sundt for dig og gavner dig hele dit liv" er ikke så et at forholde sig til som barn, men f.eks. "Når du har cyklet et halvt år tager vi i biografen" kan børn bedre forholde sig til. (I parentes bemærket er det også en win win, for det giver også lidt kvalitetstid mellem barn og forælder.)

Så kommer den sidste del om at have en lovlig cykel med lys, lygter og reflekser. Det har jeg skrevet om i et andet indlæg og kan findes her på siden :-)

Vi bilister skal passe ekstra godt på de små cyklister. De kender måske nok færdselsreglerne, men de er længe om at se sig for og selvom de ikke er helt små, kan de godt være impulsstyrede og køre ud hvor de ikke skal, de lidt større kan have tendens til at tage en chance hvor de ikke burde.
Vi har alle et ansvar for at opdrage de yngre i trafiken til gode trafikanter, og det gør man KUN ved SELV at være et godt eksempel. Tagen særligt hensyn hvor det er nødvendigt uden det bliver FOR meget og hvis man mestrer det, så vise de der tager for farlige chancer, at det der var rigtig farligt; naturligvis UDEN at det bliver mere farligt og uden at cyklisten ser dig te dig tåbeligt i trafikken, for det vil have den stik modsatte virkning.


Link til artiklen om Årets Børnecyklist

https://www.cyklistforbundet.dk/Aktuelt/Nyt/Nyheder/AArets-Boernecyklist-2018


Kør pænt og pas på hinanden :-)

tirsdag den 11. september 2018

Politiets tegn ved trafikregulering

Afledt af sidste indlæg, der var sakset direkte fra en venindes mail, vil jeg nu prøve at få det der trafikregulering med små mænd/kvinder til at give mening.

Det var faktisk lidt sjovt og meget nørdet at finde de steder i loven hvor der står noget om dette, og få det bare sat en lille smule sammen. Først lige lidt kedeligt § tekst og så et forsøg på at gøre det på dansk om med lidt kommentarer til.
Heldigvis er min søde far lige så nørdet som jeg med lovtekster og kom mig i forkøbet med §er (fordi jeg tillod mig at holde ferie 😉), så jeg havde lidt at gå ud fra.

Først kiggede jeg på bekendtgørelse 1282 af 12/11/2013 "Bekendtgørelse om visse personers adgang til regulering af færdslen i forbindelse med særtransport". I den bekendtgørelse henvises der til færdselslovens §§ 89 og 118 som jeg naturligvis også har læst op på.
Ingen af stederne stod der noget om HVORDAN der skal gives tegn ved regulering af trafikken, så jeg måtte på jagt - sammen med Google.
Var omkring undervisningsplanen til kørekort kategori B (almindelig bil) hvor det er et punkt, og jeg tænkte at der nok stod en henvisning, men nej det gjorde der ikke. Søgte videre og fandt bekendtgørelse 251 af 15/09/1955 "Bekendtgørelse om politiets tegngivning ved færdselsregulering".
Ja det er en ældre sag, men ikke desto mindre der hvor det er beskrevet hvordan tegngivningen skal være. Bekendtgørelsen er senest ændret ved bekendtgørelse 601 af 23/05/2018, hvor der er meget få ændringer og ikke noget der har betydning for dette indlæg her, for tegnene er det samme.

Normalt ville jeg blot henvise til teksten, men vælger denne gang at sætte den ind som den står.

§ 1 

Stk. 1. Når regulering sker ved armbevægelser, er tegnet for »stop« en eller begge arme udstrakt på tværs af den færdselsretning, hvis færdsel skal standses. Selvom tegngivningen med armen kortvarigt ophører, må de vejfarende ikke køre eller gå frem i den standsede færdselsretning, før tegn hertil gives, jfr. stk. 3. 

Stk. 2. » Stop« i een retning betyder »fri« i den tværgående retning. 

Stk. 3. Skifte af den fri færdselsretning tilkendegives ved, at en arm strækkes i vejret, medens den anden arm forbliver udstrakt. Dette betyder standsning af den hidtil frie færdselsretning og rømning af krydset. Fremkørsel og gående passage over krydset fra den hidtil standsede retning må først ske, efter at politimanden i den anførte stilling har drejet sig, og stoptegn er givet i den tværgående retning, og det med en vinkende bevægelse med hånden er tilkendegivet, at passage kan påbegyndes. 

Stk. 4. Til tydeliggørelse af armbevægelsen kan hvid stav anvendes. 



§ 2. 

Stk. 1. Regulering kan endvidere ske ved stopskilt med drejelige og sammenklappelige vinger med påskrift »Stop« i hvid farve på rød bund. 

Stk. 2. Tegnet for »Stop« er vingen drejet således, at påskriften »Stop« vender mod den færdsel, der skal standses. Dette betyder tillige »Kør frem« i den tværgående retning, medmindre stoptegn gives med hånden. 

Stk. 3. Skifte af den fri færdselsretning til kendegives ved, at en arm strækkes i vejret. Dette betyder standsning af den hidtil frie færdselsretning og rømning af krydset. Fremkørsel og gående passage over krydset fra den hidtil standsede retning må først ske, efter at stoptegn er givet i den tværgående retning. Fremadvinkende bevægelse med hånden efter drejning af skiltet kan undlades.


Der undervises i dette i køreskolerne og har været en del at den generelle undervisning længe, men da det egentlig ikke er ret ofte man kommer ud for det, kan jeg godt forstå det ikke sådan lige ligger på rygraden. Men egentlig er det ret simpelt. Den brede side i mod dig, uanset om det er ryg eller front, betyder STOP og den smalle side mod dig, betyder KØR. En arm i vejret betyder gult lys og altså også STOP. Billedet herunder er det samme der bruges i flere undervisningsmaterialer. 



Det er jo da rigtig fint med nogle regler at holde sig til, men der vil altid være en helt masse forskellige ting at tage hensyn til. I år har jeg været ude for at et T-kryds kun skulle have kørsel i én retning af gangen; hvordan gør man lige det ud fra ovenstående billede? Ind imellem kan den der har bemyndigelse til at dirigere trafikken brug for at improvisere lidt, men så længe vi alle benytter os af sund fornuft, går det nok også.
I forrige indlæg med særtransporten henviser den ene slikpinde-mand til at vi jo alle kender ovenstående regel. Ja ja det har vi nok hørt en gang, men hvor er det tegn der hedder "kør ind til siden og vent til du får andet at vide"? Har selv en gang for nogle år siden haft lidt samme episode, men der var der en følgebil med teksten særtransport, så det gav et klart signal om at der kom noget stort rullende lige om lidt. 

De personer der dirigerer trafikken forbindelse med særtransporter skal have uddannelse til det og det må ikke være mere eller mindre tilfældige personer der foretager dette; men jeg synes da egentlig det er lidt et problem, hvis det kun er dem der dirigerer, der ved hvad det er de tegn de laver betyder; Hvordan finder jeg som almindelig bilist ud af det? Jeg kunne i min søgen ikke finde noget om det. Dog fandt jeg ud af at personen skal bære en gul vest eller jakke med tydelige reflekser OG at der foran og bagpå vesten/jakken med let læselig skrift skal stå "SPECIAL TRANSPORT ASSISTANCE" (de tre ord står under hinanden). Det har der ikke gjort i situationen fra sidste indlæg, og havde der gjort det, havde situationen nok været en anden, for så kunne man som bilist bedre vide hvad der foregik.



Kør pænt og pas på hinanden 😀





fredag den 7. september 2018

Særtransport og slikpindemænd

Dette indlæg er egentlig ikke skrevet af mig, men er den direkte tekst fra en mail en veninde skrev til mig. I stedet for at begynde selv at skrive stolpe op og stolpe ned om det, synes jeg I alle skal have fornøjelsen af denne lille og ret morsomme episode skrevet med hendes ord.
Kommer kørende i mørket på hovedvejen mod Grindsted. En masse lys forude og pludselig dukker en lille rød viftende lampe op. Vi skal åbenbart køre ind i vigepladsen. Ingen besked følger, ingen skilt, ingen ingenting. Øh. Ingen modkørende men store vogne med vindmøllehuse holder stille længere ude i modsatte side.
Holder lidt, intet sker, triller afsted, pladsen er jo god på vejen. En enkelt bil kommer rundt om lastbilen og smutter ind i sin bane.

En gnaven "rød slikpinde mand" tager 2 skridt ud foran os, Min mand bremser (Han er gnaven over manglende info).
Manden sviner ham for at have kørt når han skulle holde, informere om mangel på info fra den første "slikpinde mand" der viftede over i siden.

Kører videre, stoppes nu af en slikpinde mand der har styr på sin slikkepind... Han har humor. De kommunikerer ud af vinduet (Min mand og slikkepinden) og snakker om hændelsen.

Slikpindenanden siger så, alle kender jo paragraf 55 (eller hvilket nr den har) og begyndte at vifte og dreje rundt alt efter om han forklarede rødt, gult eller grønt. 

Øh ja, se for os der ikke kører sværtransport så er det sørme ikke let at huske tydeligt og heller ikke at tyde hvilken vej den første slikpinde mand vendte (havde form som en hval, så om han vendte den ene eller anden vej var ret svært at se). 

Så hmm ja, sidder nu og overvejer hvorfor skiltede de ikke med at de valgte at stoppe midt på vejen for at lukke et par biler fra sidevejen igennem? Det var jo ikke let at vide at ingenting betød: vent lige 10-15 min på usynlige biler og 2 store lastbiler får lyst til at køre i deres egen vejbane med god plads, og så må I køre....

Fejlen var selvfølgelig vores, men må indrømme jeg ikke husker en lærdom om sværtransport og runde mænd med slikkepind på vejen i mørket.