tirsdag den 14. august 2018

Børn og cykler

Nu var jeg lidt efter forældrene i det sidste indlæg. Denne gang vil jeg have lidt fokus på børn, der cykler eller går til og fra skole. De læser måske ikke dette, men jeg kan da håbe jer der gør, kan have lidt indflydelse på at de cyklende børn kommer sikkert frem.

Som underviser både i folkeskolen og i køreskolen har eg gerne brugt udtrykket "farlige børn" om børn i trafikken. Sagt med et glimt i øjet, men også med en god del sandhed. Børn er ofte usikre og skal lære at færdes i trafikken.
Et barn der går eller cykler alene vil jeg ofte se som mere sikker, fordi han eller hun kan koncentrere sig mere om trafikken end, hvis der var venner og veninder der skulle snakkes med. Selvfølgelig kan et barn let gå i egne tanker og ikke få set sig for, men det kan en voksen jo også. Som medtrafikant er det vigtigt at holde ekstra øje med (i kørelærersprog vil det hedde "være særligt opmærksom på") hvor barnet er på vej hen og ser ud til at ville gøre; og det gælder uanset om man er gående, cyklist eller bilist. Det er meget sjældent at en person går eller cykler langs vejen og så lige pludselig drejer 90gr og krydser vejen. Der vil som regel have været en eller anden form for orientering inden. Vær opmærksom på det.

Når man er mere trænet i at færdes i trafikken, kan man meget bedre læse situationerne og forholde sig til dem. Det er ikke alle voksne der formår dette, men børn gør som udgangspunkt slet ikke.
Efter min mening er det vigtigt ikke at gøre situationerne kunstige og gøre noget helt andet end man ville gøre hvis situationen havde været med voksen trafikant. F.eks. holde for børn der skal over vejen hvor der ikke er fodgængerfelt. Det vil man ikke gøre for voksne. Hjælper man børnene for meget, lærer de jo ikke hvordan trafikken egentlig er. Selvfølgelig skal man holde hvis det er farligt ikke at gøre det. Børn der færdes på egen hånd i trafikken skal øve sig i at læse situationerne og det bliver de kun bedre til ved at komme ud i trafikken ofte. De børn der cykler eller går til skole er i trafikken hver dag, og uden at have videnskabeligt belæg for det, vil jeg formode at de bliver bedre til at læse og færdes i trafikken.

Det kan også være som fodgænger du skal tage særligt hensyn til børn der går eller kommer på cykel. Jeg har et eksempel fra i dag. Jeg er ude at lufte mine to hunde på en dobbeltrettet cykel- og gangsti, og imod mig kommer to mindre skolebørn på cykel. Jeg havde set dem da de krydsede vejen ca. 500 m fra mig. Noget længere væk kører der to cykelryttere på racercykler og med hele dresset. De kører noget hurtigere end børnene og jeg kan se, at hvis jeg fortsætter med at gå, ja så vil vi alle passere hinanden samtidig, og selvom der er okay med plads, så er cykel- og gangstien ikke bred nok til fire cyklister, to hunde og en fodgænger. Derfor stopper jeg op og står inde i græsrabatten med hundene. De to voksne cyklister ringer med ringklokken (jep, jeg er lidt overrasket over den rent faktisk er monteret på deres racercykler, men thumbs up herfra), børnene cykler ind på en linie efter hinanden hvilket cykelrytterne også har gjort, og alt glider fuldkommen problemfrit for alle parter. Ja jeg måtte da lige vente lidt, men det havde givet problemer for både mig selv og de andre hvis jeg bare var blevet ved med at gå.

Det handler rigtig meget om at være bevidst om at det du selv gør som trafikant indvirker på hele situationen. Selvfølgelig er det vigtig at man passer på sig selv, men det gør man også i høj grad ved at passe på de andre.
Det er vildt vigtigt at de børn der færdes i trafikken har tingene i orden såsom lovlige cykler med lys, ringklokke m.m., at de får kigget sig godt for og ikke tager unødige chancer.

Pas på dig selv og hinanden i trafikken :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar