fredag den 24. august 2018

Lys på cyklen

Dette indlæg handler om hvilke lovkrav der er til cykler omkring reflekser og lys. Lovteksten er der link til nederst i indlægget.

Vi går mod de mørkere dage og derfor er det temmelig vigtigt at der er tjek på tingene. Mange cyklister tænker ikke over hvor farligt det er at køre uden lys. I byerne er argumentet at der jo er gadelys; men hvis de vidste hvor svære de er at se ville de forhåbentlig tage noget mere lys og reflekser på. De skal jo lige netop ikke have lys på for selv at kunne se noget, de skal have lys på for at kunne blive SET af andre trafikanter. Det gælder også på landet, hvor argumentet for ikke at tage lys på ofte er, at der jo ikke er ret meget trafik. Nej men én bil er nok til at slå dig ihjel; det er yderst sjældent at man som cyklist påkøres af flere biler.






Sørg for at dine lys og reflekser er lovlige og kan ses af de andre trafikanter. Det hjælper ikke meget at have en baglygte på kanten af cykelsædet, hvis man har en jakke til at hænge ned over den, så den ikke kan ses bagfra.
Jeg er selv ret stor fan af de blinkende cykellygter, fordi de er lettere at identificere som netop en cykellygte.

Lygtetændingstiden er fra solnedgang til solopgang, men af hensyn til din egen og andres sikkerhed bør du køre med lys noget længere tid end det. Du skal også iflg. loven køre med lys når det regner eller er tåget.

I Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr står der at i lygtetændingstiden skal en cykel have mindst én forlygte, der lyser hvidt eller gulligt og én baglygte der lyser rødt. Jeg har altid troet at begge lygter skal kunne ses tydeligt på mindst 300 m. afstand, men efter lidt nærlæsning af lovteksten må jeg konstatere, at gælder vist kun gælder for baglygten. Men der står dog længere ned i teksten, at de begge skal have en lysstyrke på mindst 4 candela (enheden for lysstyrke)
Kører man med cykeltrailer (eller anden form for påhængsvogn til cykel) skal denne have mindst én baglygte placeret i midten eller til venstre for midten. Den skal naturligvis også kunne ses på mindst 300 m. afstand.

Der står også at lygterne ikke må blænde de andre trafikanter, og at forlygter der er beregnet til oplysning af uoplyste veje skal have et fald. Det er nogen gange lidt et problem at en modkørende cyklist har så skarpt et lys at det faktisk blænder mig som bilist; har været ude for det flere gange. Forstår jo godt at cyklisten gerne vil ses og måske endda oplyse den mørke vej, men det skal ikke være på bekostning af den øvrige trafiksikkerhed.

En cykel skal have mindst én hvid refleks foran, én  rød refleks bagpå, mindst én gul refleks i hvert hjul eller hvid reflekterende dæk- fælgsider og to gule reflekser som bevæger sig og er synlige bagfra (typisk sidder disse i pedalerne).

Cyklen skal have en tydelig ringeklokke (dette er ikke medtaget i den indsatte lovtekst, da det er næste § men en del af cyklens almindelige udstyr og derfor lige taget med her).

Pas på hinanden :-)

Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v.

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=182136



Ingen kommentarer:

Send en kommentar