onsdag den 27. juni 2018

Har du lys på?

Dagens indlæg handler om lys på bilerne. De fleste ved godt at man skal have lys på sin bil når man kører, også om dagen. Desværre er en del ikke ret gode til at tænke på HVORFOR der er lys på i dagtimerne. Når det er mørkt har vi lys på for at oplyse vejen, så vi selv kan se hvor vi kører, men om dagen samt når det er tåget og regnfuldt, er det for at vi kan blive set af de andre.
Lygtetændingstiden er fra solnedgang til solopgang og i tåge, regn og dis om dagen. Rigtig mange glemmer den sidste del, og det kan være temmelig farligt.



Dette billede er taget en meget regnvåd eftermiddag, og viser ganske godt hvor usynlig den hvide varevogn foran er. De modkørende er fint nemme at se fordi de har lys på. Den forankørende "drukner" lidt i de andres lys og i særdeleshed i den generelle sigtbarhed.
De fleste har i dag biler der automatisk har lys foran, men mange har desværre ikke bagpå, og det er et problem i tåge og regn. Om aftenen når det er mørkt får de fleste tændt nærlyset, men det ses dog af og til at nogen glemmer det og har alt for lidt lys på også foran. I tåge og regn er det meget vigtigt at man får tændt for nærlyset, for så tænder langt de fleste biler, hvis ikke alle, baglygterne og bilen kan også ses af bagvedkørende.
Det kan slet ikke siges nok, hvor farligt det er at køre uden lys i tåge og regn. Der sker jævnligt uheld med folk der bliver påkørt bagfra ved dårlig sigtbarhed. Ja det er den bagvedkørendes fejl, for man har jo nok kørt for stærkt sigtbarheden taget i betragtning, men det ændre ikke på at det er ulovligt og farligt ikke at have ordentlig lys på sin bil - uanset om det er dag eller nat, sol eller regn.

Når du hjælper de andre trafikanter ved at have lys nok på, så hjælper du også dig selv.

Krav til lys
Dette er lovkravene eleverne lærer i køreskolen. Der er andre særlige regler, men dem vil jeg ikke begynde at liste op, dels fordi jeg ikke kender dem alle, og fordi det vil være meget omfattende.

Der er stor forskel på om et lys kan OPLYSE eller SES. Oplyse betyder at du skal kunne sidde de beskrevne antal meter foran bilen og læse. At kunne ses betyder at andre skal kunne se dig.
Kører du med cykler bagpå, skal du sørge for at enten bilen egne lys og lygter kan ses ellers få en lygtebom.


Foran:
Lysene foran på bilen skal være hvide eller gullige. De skal parvis have samme farve og lysstyrke.

Nærlys: 
2 stk. og de skal kunne oplyse vejen mindst 30 m. frem foran bilen og lyse asymmetrisk til højre (længere til højre end venstre). Nærlys må ikke virke blændende, derfor lyser de ned mod jorden (skal falde 1%).

Fjernlys:
2 stk. og de skal kunne oplyse vejen mindst 100 m. frem foran bilen.

Positionslys:
2 stk. og de skal tydeligt kunne se på 300 m. afstand.

Bagpå:
Lysene bagpå bilen er røde, med undtagelse af nummerpladelys, der er hvide.

Baglygter:
2 stk. og de skal tydligt kunne ses på 300 m. afstand.

Bremselys:
3 stk. der lyser når man træder på bremsepedalen. De lyser væsentlig kraftigere end baglygterne (og ja der er noglekrav, men det letteste for os almindelige mennesker at huske er, væsentlig kraftigere).

Reflekser:
2 stk. røde reflekser, der på en bil ikke må være trekantede, fordi det har påhængskøretøjer.

Nummerpladelys:
Mindst 1 og hvis ikke den kan lyse nummerpladen op, skal der være 2.

Blinklys:
6 stk. der blinker 1-2 gange i sekundet. De er gule og skal tydligt kunne ses i al slags vejr.

tirsdag den 26. juni 2018

Færdselstavler




Siden omkring færdselstavler og vejafmærkning er påbegyndt. Der står ikke så meget i dette indlæg, men meget mere på selve siden "Færdselstavler og vejafmærkning"

Her er lidt af de mere morsomme eksempler på tavler 😄












mandag den 25. juni 2018

Feriekørsel 2

Lige en tanke mere omkring det at køre på ferie. Jeg har tidligere kun kørt langt på ferie med voksne, men det er nok mere udfordrende med børn. Jeg kan meget nemt forstå at man har lyst til at køre om natten, for så er der nok ro på bagsædet. Det kan man også sagtens, men gør jer selv og jeres medtrafikanter den tjeneste at være veludhvilet inden turen. Den der skal køre kan evt. tidligt i seng og kør når børnene skal puttes, så det kan ske i bilen.  Børn ved jo godt I skal på ferien og er sikkert også spændte og glæder sig, så der er nok to muligheder; enten er de overgearede og har sværere ved at blive trætte eller også har de glædet sig så længe, at når tiden endelig kommer så er de hurtigt trætte og I kan komme afsted.

Det er sikkert meget individuelt hvad der er bedste for den enkelte familie. Jeg glæder mig til at komme afsted med familien og campingvogn :-)

søndag den 24. juni 2018

Feriekørsel





I anledning af at det meget snart er sommerferie, vil jeg endnu en gang skrive et indlæg om ferietrafik. sidst var det om spejle på campingvogne. Dette indlæg handler om noget af det man skal være opmærksom på når man kører.

Træthed
Når der skal køres på ferie og specielt hvis det er langt vil det ofte være en god ide med flere pauser undervejs. Jeg er personligt sådan skruet sammen at jeg helst hurtigt vil fra A til B og så nyde ferien når man er kommet frem, MEN det mest fornuftige er nok egentlig at lade ferien begynde fra man kører ud fra indkørslen. Det er jeg blevet bedre til med alderen.
Hvis man ikke er vandt til at køre i længere tid kan man, uden selv at være klar over det, blive mere træt når man kører i længere tid end man plejer at gøre. Sørg for at holde pauser undervejs. ikke kun for at tanke bilen, men også for at få lidt frisk luft, lidt at spise og bare slappe lidt af. Skulle det ske at man bliver sådan rigtig træt, så er det bedste middel ganske simpelt, søvn. Selvfølgelig kan man også prøve med kaffe, Cola og andre midler, men er man rigtig træt, ér det søvn der er "kuren". Nogen gange kan en lille powernap være givet utrolig godt ud. Hvis du kører mens du er for træt, kan det blive farligt for både dig selv og dine medtrafikanter. Hellere komme senere frem, end slet ikke.
Dels kan det trætte at man køre i længere tid end man er vandt til, men det at køre nye steder trætter også. Spændtheden ved ferien og larmende børn på bagsædet m.m. kan også trætte.
Min anbefaling er at starte ferien hjemmefra og have køreturen som en del af ferien. Nyd turen og nyd at være sammen.

Pas på jer selv om hianden :-)





torsdag den 21. juni 2018

Spejle og campingvogn






Nu det er ved at være ferietid, ja så er det også tid til at komme ud med det rullende sommerhus. Vi har lige købt campingvogn, og skal derfor selvfølgelig sikre os at alt er som det skal være; både til ferien, men så sandelig da også til transporten. Jeg har umiddelbart ikke i tankerne at jeg selv skal køre med den, for min erfaring med at køre med påhængskøretøj er meget lille. Faktisk har jeg kun kørt med påhængskøretøj én gang. Det var sammen med min søde far; jeg var 19 år og han sluttede med at sige: "Den har vundet, nu kører vi hjem" 😆  Derfor bliver det nok mest min kæreste der kommer til at køre med huset på krogen. Men derfor er jeg da stadig interesseret i at tingene er i orden, så transporten foregår sikkert for alle parter.

På billedet her er det tydeligt at de ekstra spejle giver et bedre syn bagud. Her er det på en motorvej, og der vil nok sjældent kommer noget i vigesporet, men det samme gør sig jo gældende med synet bagud i den anden side, hvor der kommer overhalende trafikanter. Hvis vi med campingvognen også har været ude i en overhaling, er det bedre udsyn i højre side også væsentligt når vi skal tilbage i højre vognbane igen.
På andre veje end motorveje er det vigtigt vi kan orientere os efter cyklister, og hvis vi kun havde spejlet på bilen, ville vi blot se ind på campingvognen. De ekstra spejle giver os mulighed for at orientere os lidt længere ned ad cykelstien.
Så vidt jeg ved, er kravene til spejle lidt flydende, for der gælder den regel at man skal kunne orientere sig tilstrækkeligt bagud, og det må så være op til en selv at vurdere hvad det så er. Heldigvis er langt de fleste fornuftige og ser på om de spejle bilen har, er bredere end påhængskøretøjet så der er tilstrækkeligt udsyn eller om der skal ekstra spejle på bilen.
Engang hørte jeg at hvis påhængskøretøjet er 10 cm bredere end den trækkende bil, så skal der være ekstra spejle. Jeg kan ikke finde det på skrift nogen steder, så det må blot være en tommelfingerregel. En ganske fornuftig en synes jeg.

Kør med ekstra forsigtighed hvis du ikke er vandt til at køre med påhængskøretøj for det ændrer en del ved dit udsyn. Det gør også noget ved din acceleration at du samlet set nu er tungere at få afsted, så tag nu ikke nogen chancer; det skal du generelt ikke, men med dårligere orienteringsvilkår og mere tyngde skal du da slet ikke.

Færdes du som cyklist, skal du være meget opmærksom på, om du er blevet set. Det kal du selvfølgelig altid, men nu i ferietiden hvor flere end normalt kører med campingvogn, og de der ikke er vandt til at køre med påhængskøretøj, kan let overse dig. Placer dig så føreren af bilen kan se dig. En god huskeregel er: Hvis du kan se føreren af bilen, så kan denne også se dig.

Pas på jer selv og hinanden :-)



onsdag den 20. juni 2018

Krydsning af jernbane


Nu har der igen været en ulykke med en bil og et tog. Denne gang med dødelig udgang for to mennesker. Ulykken skete på en "ikke sikret" overgang.

Det er uden tvivl frygteligt og burde ikke ske og det fik mig til at tænke over hvordan en jernbane skal passeres.

I færdselsloven §5 står der: "Trafikanter, der skal passere jernbaneoverkørsel, skal udvise særlig forsigtighed. Færdsel over jernbaneoverkørsel må ikke finde sted, når det kan ses eller høres, at tog nærmer sig. Kørende skal afpasse hastigheden således, at standsning om nødvendigt kan ske før sporene."

Jeg lærer mine elever at sætte farten ned til 20 km/t så der er mulighed for at orientere sig inden sporene og køre over med forsigtighed. Men jeg ved da også godt, at det er der stort set ingen der gør, når de først står med kørekortet i hånden; gør det sådan set heller ikke selv. Det burde man nu nok. 
Jeg kan ikke vide hvordan der er kørt i den pågældende situation fra i går, så dømmer bestemt ikke nogen, men måske har for høj hastigheden og manglende orientering været en faktor.

Selv på de sikrede jernbaneoverkørsler skal man køre med forsigtighed. Nogen gange kommer det helt af sig selv fordi det er meget ujævnt, men ikke altid. Også på de sikrede overkørsler kan der ske sammenstød mellem biler og tog for strømmen kan være blevet afbrudt og bommen eller lyset ikke virker. Det er beviseligt livsfarligt at køre uforsigtigt. 
De usikrede overkørsler er skiltet, så det er ikke sådan at der lige pludselig kommer en jernbane, men nogen gange er tavlerne måske svære at se og man bliver som bilist lidt overrasket over jernbanen og har derfor ikke fået sat farten ned og/eller orienteret sig. 

Det næste stykke tid ved jeg, at jeg vil være mere opmærksom på at få sat hastigheden ned inden jeg kører over en jernbane. En hændelse som i går, får forhåbentlig også andre end mig til lige at tænke sig om igen. 

Pas på jer selv og hinanden :-)


tirsdag den 19. juni 2018

Hold til højre



Det er skønt, at der kommer spørgsmål fra jer læsere og jeg vil gøre mit bedste for at besvare dem så godt jeg kan. Nogen dilemmaer/ problemstillinger er jeg enig i og andre ikke; alle emner om trafik kan tages op her.








Jeg har fået spørgsmålet: Hvorfor skal der køres i højre vognbane på motorvej selv hvis der ikke er andre biler bagved en som gerne vil frem?
Her vil jeg starte med at stille et modspørgsmål; Hvorfor køre i venstre vognbane hvis der ikke er nogen at overhale?
Det lette svar er at der i færdselsloven §15 står "Kørende skal under hensyntagen til anden færdsel og forholdene i øvrigt holde sig så langt til højre som muligt". Så egentlig er det ganske simpelt fordi det står i loven, men selvfølgelig vil jeg gerne uddybe det.

Du må ikke overhale inden om (højre om) medmindre nogle bestemte ting gør sig gældenden, såsom f.eks. at forankørende tydeligt viser vedkommende vil til venstre (blink og placering, hvilket også kan være placering ved motorvejskryd). Du må lave en forbikørsel på højre side, hvis det er fordi du følger trafikken i din egen bane ved f.eks. køkørsel eller lignende.
Alene derfor er det forkert at ligge i bane 2 hvis bane 1 er fri.

Jeg bruger udtrykkene bane 1, 2, 3 osv. for ikke at komme ud i misforståelse om inderst og yderst, det hedder jo i daglig tale ud i overhalingsbanen, mens det samtidig hedder ind mod midten ad vejen. Derfor bruger jeg bane 1, 2, 3 eller flere. Bane 1 er den længst til højre, bane 2 den ved siden af osv.

Personligt bliver jeg lidt irriteret på dem der konsekvent lægger sig i en forkert bane. Uanset hvad begrundelsen end er, er det forkert at køre i bane 2 hvis der er frit i bane 1. Argumentet med at der ikke er andre der bliver generet af din placering, holder efter min mening ikke. Specielt på motorvej læser du trafikken meget langt frem, og er der en eller anden der er "flyttet ind" i bane 2 skal du til at gætte på om vedkommende nu kører ind i bane 1, hvis du kommer tættere på. Hvis dig der ofte laver det nummer med at køre i bane 2 selvom der er frit i bane 1 tænker "selvfølgelig kører jeg da ind, for det skal jeg jo" ja så må du lige stille dig selv spørgsmålet om hvordan den anden bilist skal kunne vide det? Du skal jo også køre i bane 1, men det gør du ikke. Hvorfor skulle du overholde den ene regel og ikke den anden.
Når du begår en fejl i trafikken, gør du det ofte sværere for dine medtrafikanter og dermed farligere for både dem og dig.

Når jeg er ude i bane 2 for at overhale og der 5-600 m. længere fremme er en langsomtkørende jeg også vil overhale, bliver jeg også i bane 2, hvis jeg ikke generer nogen ved det, men er der plads til at køre ind i bane 1, ja så gør jeg det.

Som en del af spørgsmålet var argumentet at vedkommende "synes at det medfører en masse unødvendige baneskift som kan føre til flere ulykker." Der synes jeg lidt der er en modsigelse. Først er der ikke nogen bagvedkørende, der vil frem, og bagefter giver det unødvendige baneskift. Skifter man så bare bane for sig selv, eller er der andre trafikanter? Hvem andre end en selv bliver involveret i de omtalte ulykker? for hvis der ikke er andre bilister må det da blive til solouheld, og det er selvfølgelig heller ikke så godt, men trods alt kun en selv man kan give skylden for det.
Hvis der er andre trafikanter i bane 1 skal du naturligvis ikke skifte ind lige foran dem, så du ikke opretholder den forsvarlige sikkerhedsafstand
Hvis der vitterligt er HELT fri bane, så er det måske nok ikke så væsentligt hvor du placerer dig, men det er uhyre sjældent at du på en motorvej får så fri bane at det ikke på en eller anden måde nemt kommer til at genere en anden trafikant at du ligger i bane 2 når bane 1 er fri.

Noget der hænger uløseligt sammen med dette er placering når der er tre baner i samme retning. Uha hvor er der mange der synes de skal "flytte ind" i bane 2 fordi de måske om 3-4 km skal overhale en lastbil. Det giver ingen mening med tre vognbaner hvis ikke de bliver brugt korrekt.
En situation:
Jeg kører i bane 1 og nærmer mig en bil i bane 2. Jeg må jo ikke overhale højre om, så derfor skal jeg først skifte til bane 2 for derefter at skifte til bane 3, overhale og skifte tilbage igen.
Her kan man da snakke om unødvendige skift. Du har store blinde vinkler bagud og du kan i bane 1 ikke se hvad der er i bane 3 og derfor skal du lave vognbaneskiftene af to omgange, først fra 1 til 2 derefter 2 til 3 og tilbage igen efter din overhaling.

Der hvor det kan være svært er ved motorvejskryds, der kan se meget forskellige ud. Her kan jeg bedre forstå biliste er forvirrede og måske ikke får sig placeret helt korrekt, men der hvor vejen bare går derudad, ja der er der ikke nogen god undskyldning for ikke at holde til højre hvis der er frit.
Ja jeg kan godt se det kan være ret træls at blive ''fanget" bag en langsomtkørende i bane 1 mens de andre kører forbi, og man kunne undgår det ved at blive i bane 2. MEN desværre er der alt for få, der forstår at trafikken generelt vil glide meget bedre hvis alle kører ind til højre når de kan, for det vil faktisk også få bane 2 til at afvikles hurtigere og mere effektivt. Man er sig selv nærmest og ikke så interesseret i de andre trafikanter; men faktisk er det sådan at jo mere man hjælper hinanden i trafikken, des nemmere kommer man også selv frem.


Tusind tak for spørgsmålet :-) Og nok et emne der bliver taget op igen. Det er et vildt godt emne, der er mange delte meninger om, og for mig er det skønt at komme med mine argumenter, men husk du behøver ikke være enig med mig. Håber blot du kan bruge svarene til noget.

Pas på jer selv og hinanden :-)

mandag den 18. juni 2018

Gæt en tavle




Gæt en tavle
Sad en dag og ventede på en elev, og kom til at se ind i hækken. Hov der var da en færdselstavle 😏
Desværre er det ofte sådan at man må gætte sig lidt frem. Her blev det løst af at hækken blev klippet, men i pricippet skulle alle tavler da stå sådan at man som trafikant ikke er afhængig af om det er sommer eller vinter når man kommer på stedet, så man måske kan være heldig at se tavlen. 
En af de byer jeg ofte kører igennem fik en vinter ny bytavle og jeg kunne med det samme se at det kun blev til en "vintertavle", for med et træ lige ved siden af, ja så kan man kun se taven når der ikke er blade på grenene. Send gerne andre eksempler, så kan jeg med tiden lave en lille kavalkade 😆

Rigtig god weekend til jer alle, jeg vender tilbage på bloggen mandag.

Valg af køreskole

Det er min opfattelse at en hel del elever vælger køreskole efter lokalitet, havd kammerater eller søskende har valgt. Det er sådan set ganske fornuftigt, men jeg vil her komme med et par ting der efter min mening er vigtig i valget af køreskole.

Mundtlig undervisning
Med min undervisningsmæssige baggrund er det efter min overbevisning vigtigt at vælge en køreskole hvor der er en stor del af mundtlig undervisning. Undervisning på PC kan være godt som supplement men kan ikke stå alene. Den viden du får i køreskolen er noget du skal bruge resten af livet. Derfor er det meget vigtigt at du har mulighed for at stille spørgsmål og bidrage til undervisningen. Når du sidder i skolevognen sker der hele tiden nye ting i den aktuelle trafik, som du skal forholde dig til og undervises i, men i teorilokalet har du mulighed for at se på stilbilleder, og har mere end få sekunder til at læse situationen. 

Hvor
Det er egentlig ikke så vigtig hvor din køreskole ligger, men jeg vil anbefale at du ikke opfatter en skolevogn som taxa. Mange kørelærere kører gerne lidt for at hente og aflevere elever, men du skal også være indstillet på selv at komme frem til et mødested i den by du kører i.
I kørekortforløbet lærer du om de generelle færdselsregler, og dem skal du kunne omsætte til praksis uanset hvor du færdes. Lige gyldigt hvor du tager kørekort, skal du alligevel kunne køre alle steder. Du får jo ikke kun kørekort til din egen by 😉  

Pris
Desværre spiller prisen for nogen en væsentlig rolle. Mange synes et kørekort er dyrt men hvormange penge bruger du ikke på mobiltelefoner, computere, frisør og byture. Et kørekort har du RESTEN af livet, så lad nu ikke prisen være det afgørende. Se på hvor du får den bedste undervisning.

Afstand til forankørende





Hvad er egentlig den korrekte afstand til forankørende? 


I færdselsloven står der: "paragraf 15 Stk. 3. Afstanden til foran kørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes." I køreskolerne lærer eleverne at de skal holde 2 sekunders afstand på tør vej og lidt mere på våd eller glat vej. Egentlig lidt forkert at snakke om afstand i tid i stedet for meter. Så tænker ikke jeg er den eneste kørelærer der også underviser i at det passer med det halve af det man kører målt i meter; altså med hastighed 80 km/t så 40 m. afstand til forankørende, 50 km/t så 25 m. afstand. På tør vej. Længere på våd og/eller glat vej. Lige den detalje med ekstra afstand på våd vej, er der ret mange der glemmer. Det betyder faktisk ret meget for bremseafstanden når vejgrebet er nedsat.

Afstanden til forankørende skal ikke kun baseres på om man kan nå at reagere hvis denne bremser, for det kan man egentlig ofte med en kortere afstand end beskrevet, men mere på om du kan nå at reagere hvis forankørende pludselig kører udenom om noget du først kan se når denne er kørt udenom. Det kan f.eks. være et hul der måske kan gøre skade på bilen. Eller hvis forankørende rammer et dyr, der bliver liggende på vejen du skal udenom eller nå at bremse for.
Det er situationer man meget sjældent kommer ud for, men det kan ske og det er den sikkerhedsmargin man hele tiden bør køre efter. For tæt kørsel går godt 999 gange ud af 1000 måske endda oftere, men selvom DU kan styre afstanden og nå at reagere, kan du ikke styre hvad de andre gør, og det kan gå ud over dig. Uanset hvad, så er det ALTID bedst at undgå buler og skader.

For nye bilister der ikke endnu har opbygget rutine og automatik i bilkørsel er det vigtigere med en større afstand fordi de skal nå at tænke først. Os der har kørt bil i længere tid og ikke mere skal tænke over hvordan vi betjener bilen kan bedre køre med den beskrevne afstand.
Jeg sammenligner ofte med det at køre på cykel. Når du først har lært at cykle tænker du ikke længere over hvordan du bruger pedalerne og holder balancen; det samme gælder med bilkørsel. Når du først kan så kan du, og det giver mere overskud til at læse trafikken du færdes i.
En ny bilist kan også lettere tage fejl af gear og kommer den forankørende til at sætte ned i gear i stedet for op, ja så er du som bagvedkørende lige pludselig meget meget tæt på. Selvom kørelærerne gør deres aller bedste for at lære de nye bilister at skifter gear rigtigt, kan de ret nemt lave fejl når de kommer på egen hånd.

Pas på jer selv og hinanden :-)


Billedet til indlæget er taget fra dette års Le Mans og er naturligvis ikke et umiddelbart billede af trafiksituationen i den "virkelige Verden". Det er sakset fra sport.tv2.dk/motorsport.

tirsdag den 12. juni 2018

Pas på jer selv og hinanden.





En af grundene til at jeg nu har sat denne blog i søen sideløbende med min køreskole er dette. I december 2016 blev jeg og en elev involveret i et færdselsuheld. En anden bilist overholdt ikke sin vigepligt og vi kunne ikke undgå at påkøre vedkommende. Der er mange kræfter på spil når man rammer et andet køretøj med ca.60-70 km/t og som følge af ulykken har jeg pådraget mig et piskesmeld, der gør at jeg desværre ikke kan sidde i skolevognen så meget som jeg egentlig gerne vil.

De år jeg har været kørelærer har jeg manglet et undervisningssystem lavet af undervisere og et sted hvor man som elev kan finde alle mulige oplysninger uden at være knyttet til en bestemt køreskole endnu og uden at betale for det. Min tanke er at denne her side/blog med tiden kan bruges som et opslagsværk, hvor der kan findes diverse oplysninger, som for os der er i det hele tiden er total logik, men som for den der skal til at tage kørekort nok ikke er så logisk.
Mit mål er at lægge alle indlæg op som både tekst og lydfil/filmklip.

Jeg åbner siden nu selvom den absolut ikke er færdigdesignet endnu, men jeg kan lige godt få den skudt afsted og måske få nogle gode input fra læserne.


Pas På jer selv og hinanden

Overskriften på dagens indlæg taler lidt for sig selv sammen med billedet, men jeg vil nu alligevel lige knytte lidt kommentarer til.
Selv med en del års erfaring i at køre bil og læse trafikken, ja så kan der ske fejl og alvorlige uheld. Den bilist vi påkørte den dag i december, troede vedkommende var længere fremme på vejen end tilfældet var. Der havde ligget noget på vejen, som personen var opmærksom på og så tog fejl af stedet. Hvis vi ikke havde været der, ja så havde vedkommende nok aldrig opdaget sin fejl.
Jeg er overbevist om, at der sker mange af sådanne fejl i trafikken, men heldigvis går det bare godt de fleste gange. Problemet med at man mange gange er "heldig" at det går godt kan, for mig at se, være at man glemmer at passe på og mere kører efter "Det plejer jo at gå" pricippet i stedet for "Vi kører sikkert" pricippet. Med en reaktionstid på omkring et sekund har du med 50 km/t flyttet dig 14 meter inden du begynder at reagere; dertil kommer så bremselængde. Har du kigget væk i 2 sek, kigger op og ser noget foran dig, ja så er du måske pludselig meget tæt på. Fodgængere tænker ikke altid på at 50m ikke er ret meget i bil. Hvor mange gange har du ikke selv lige løbet over vejen, fordi "nåh ja det går jo nok"; og ja det gør det også mange gange, men pas på med at blive overmodig.
Jeg er ret glad for de der "kør bil når du kører bil" kampagner, for det er meget hurtigt der kan ske noget, hvis du er uopmærksom på trafikken.


Ha´en god dag 😊

fredag den 8. juni 2018

Viden - erfaring - begavelse




Ja sådan skulle man mange gange tro folk tænker når de kører bil.

Mens jeg læste til kørelærer var der en af vores undervisere der sagde, at vi er med til at give de unge våbentilladelse; og det er ikke helt ved siden af. Jeg prøver at lære mine elever at køre hensynsfuldt og sikkert, hvilket jeg er ret sikker på de fleste af mine kolleger også gør. Men det er meget begrænset hvad vi kan nå at opdrage dem til på den korte tid de er i køreskolen.

Der er meget sandt i udsagnet om, at de først rigtig lærer at køre bil når de har fået kørekortet. I køreskolen lærer de håndværket bilkørsel, men de når ikke at få ret meget rutine og erfaring med. En kørelærer skal følge en undervisningsplan og der er ikke umiddelbart ”tid” til repetering, og da næste alle de unge synes at en kørelektion er viiiildt dyr, bliver det ofte et minimum af den slags. Jeg selv og langt de fleste kørelærere jeg kender kører de ekstratimer eleverne har brug for, så vi kan sende dem til prøve med god samvittighed og også tør møde dem i trafikken.

Mange gange spørger mine elever om hvorfor den ene ikke blinker og den anden bare trækker ind foran el.l. og hvis jeg kunne svare på det, ja så var jeg synsk og det mindes jeg ikke at være. Men det er ikke desto mindre de ting eleverne tager med sig når de sidder bag rattet alene i en bil. Det at de andre bilister ofte gør alting helt forkert. Og måske endda også at dem de er passager hos ikke gør som man skal.

Egentlig er mange ting omkring bilkørsel, helt almindelig sund fornuft. Der er selvfølgelig det rent tekniske med at kunne køre bilen, der nogen gange tager lidt tid at lære, men det pudsige er, at mennesket på en eller anden måde næsten er programmeret til at kunne køre bil. Det er sjældent jeg har elever der er helt håbløse; de fleste lærer et ret hurtigt. Jeg fortæller mine elever at der er nogen ting (f.eks. orienteringer) de som nye bilister bliver nødt til at lave, som en erfaren bilist ikke gør, fordi denne nemlig allerede i forvejen har læst trafikken og lavet orienteringen omkring forankørende, bagvedkørende, cyklister m.m.

Jeg vil opfordre alle de unge til at gøre som de har lært og alle de mere erfarne bilister til at give de uerfarne plads. Der dyttes sjældent Karlsmart-fyren der drøner frem og er til fare for gamle moster Oda, men derimod den lidt mere forsigtige og sikre bilist får hornet fordi man måske lige er lidt længere om at får startet op.
Nej det skal ikke gå sneglefart, for så er man jo lige netop ikke en sikker bilist, fordi man næsten tvinger de andre til at gøre forkert, men budskabet er at man skal skynde sig langsomt. Man skal komme afsted, men bevare overblikket.
En ung bilist har viden, de skal have erfaring for derefter at kunne være kreative og mere forudseende i trafikken.







Hà en dejlig dag derude J

torsdag den 7. juni 2018

Husk at orientere dig i spejlene :-)





Bloggen her vil næsten dagligt have et billede eller et emne der tages op. Det kan både være humoristiske indlæg med sjove billeder som dette, men naturligvis også mere seriøse emner med love og regler. Sideløbende med bloggen arbejder jeg med en hjemmeside, der skal indeholde teoriundervisning til kategori B almindelig bil. 
Her på bloggen tager jeg det op, der lige falder for, men på undervisningssiden vil det være mere opdelt efter undervisningsplanen.
Har du et emne du gerne vi have mit bud på, ja så er du naturligvis meget velkommen til at skrive til mig enten som en kommentar til et indlæg eller på mail, så ser jeg på det og tager det muligvis op på et senere tidspukt.

Ha´ en rigtig dejlig dag.